Fonden har valgt at følge alle anbefalingerne fra komiteen for god fondsledelse, bortset fra anbefalingen om oplysninger om fordelingen af honorar til hvert enkelt medlem af bestyrelsen. Dette medfører at:

1.1. Bestyrelsen har vedtaget retningslinjer for ekstern kommunikation, herunder hvem, der kan, og skal udtale sig til offentligheden på den erhvervsdrivende fonds vegne, og om hvilke forhold. Retningslinjerne skal imødekomme behovet for åbenhed og interessenternes behov og mulighed for at opnå relevant opdateret information om fondens forhold.

2.1.1 Bestyrelsen tager med henblik på at sikre fondens virke i overensstemmelse med fondens formål og interesser mindst en gang årligt stilling til fondens overordnede strategi og uddelingspolitik med udgangspunkt i vedtægten.

2.1.2 Bestyrelsen forholder sig løbende til, om fondens kapitalforvaltning modsvarer fondens formål og behov på kort og langt sigt.

2.2.1 Det er besluttet, at bestyrelsesformanden organiserer, indkalder og leder bestyrelsesmøderne med henblik på at sikre et effektivt bestyrelsesarbejde og skabe de bedst mulige forudsætninger for bestyrelsesmedlemmernes arbejde enkeltvis og samlet.

2.2.2 Hvis bestyrelsen – ud over formandshvervet – undtagelsesvis anmoder bestyrelsesformanden om at udføre særlige driftsopgaver for den erhvervsdrivende fond, skal der foreligge en bestyrelsesbeslutning, der sikrer, at bestyrelsen bevarer den uafhængige overordnede ledelse og kontrolfunktion.

2.3.1 Bestyrelsen vurderer og fastlægger løbende, hvilke kompetencer bestyrelsen skal råde over for bedst muligt at kunne udføre de opgaver, der påhviler bestyrelsen.

2.3.2 Bestyrelsen har, med respekt af en eventuel udpegningsret i vedtægten, sikret en struktureret, grundig og gennemskuelig proces for udvælgelse og indstilling af kandidater til bestyrelsen.

2.3.3 Bestyrelsesmedlemmer udpeges på baggrund af deres personlige egenskaber og kompetencer under hensyn til bestyrelsens samlede kompetencer, og ved sammensætning og indstilling af nye bestyrelsesmedlemmer tages hensyn til behovet for fornyelse – sammenholdt med behovet for kontinuitet – og til behovet for mangfoldighed i relation til bl.a. erhvervs- og uddelingserfaring, alder og køn.

2.3.4 Bestyrelsen udgøres af følgende personer: (se nærmere beskrivelse under bestyrelse)

  • Peter Hald Appel, advokat (H),
  • Elisabeth Fogtdal Nøjgaard, tidligere advokat (L)
  • Jesper Jørgensen, statsautoriseret revisor
  • Henrik Vedel, statsautoriseret revisor
  • Mette-Katrine Hviid, cand.merc.aud.
  • Nidha Rizwan,

2.3.5 Fonden har ingen dattervirksomheder, hvorfor punktet ikke anses relevant.

2.4.1 En passende del af bestyrelsens medlemmer er uafhængige af fonden.

2.5.1 Bestyrelsens medlemmer udpeges for en periode på fire år, med mulighed for genvalg én gang.

2.5.2 Der er for medlemmerne af bestyrelsen fastsat en aldersgrænse på 70 år.

2.6.1 Bestyrelsen fastlægger en evalueringsprocedure, hvor bestyrelsen, formanden og de individuelle medlemmers bidrag og resultater årligt evalueres, og at resultatet drøftes i bestyrelsen.

2.6.2 Bestyrelsen evaluerer én gang årligt direktionens arbejde og resultater efter forud fastsatte klare kriterier.

3.1 Medlemmer af bestyrelsen og direktionen aflønnes med et fast vederlag. Vederlaget søges at afspejle det arbejde og ansvar, der følger af hvervet.

3.2 Der gives i årsregnskabet oplysning om det samlede vederlag, som bestyrelsen og direktionen modtager fra den erhvervsdrivende fond og fra andre virksomheder i koncernen. Endvidere oplyses om eventuelle andre vederlag som bestyrelsesmedlemmer modtager for varetagelse af opgaver for fonden, dattervirksomheder af fonden eller tilknyttede virksomheder til fonden.

 

Redegørelse for god fondsledelse

I henhold til §60 i Lov om erhvervsdrivende fonde skal fondens bestyrelse tage stilling til komiteen for god fondsledelses anbefalinger efter følg eller forklar princippet

Redegørelse for god fondsledelse