God fondsledelse, jf. Årsregnskabslovens § 77 a
Redegørelsen udgør en bestanddel af ledelsesberetningen i fondens årsrapport for perioden 01.04.2025 – 31.03.2026 og dækker samme regnskabsperiode.
1.1. Fonden følger: Bestyrelsen har vedtaget retningslinjer for ekstern kommunikation, herunder hvem, der kan, og skal udtale sig til offentligheden på den erhvervsdrivende fonds vegne, og om hvilke forhold. Retningslinjerne skal imødekomme behovet for åbenhed og interessenternes behov og mulighed for at opnå relevant opdateret information om fondens forhold.
2.1 Bestyrelsens overordnede opgave og ansvar
2.1.1 Fonden følger: Bestyrelsen tager med henblik på at sikre fondens virke i overensstemmelse med fondens formål og interesser mindst en gang årligt stilling til fondens overordnede strategi og uddelingspolitik med udgangspunkt i vedtægten.
2.1.2 Fonden følger: Bestyrelsen forholder sig løbende til, om fondens kapitalforvaltning modsvarer fondens formål og behov på kort og langt sigt.
2.2 Formanden og de øvrige medlemmer af bestyrelsen
2.2.1 Fonden følger: Det er besluttet, at bestyrelsesformanden organiserer, indkalder og leder bestyrelsesmøderne med henblik på at sikre et effektivt bestyrelsesarbejde og skabe de bedst mulige forudsætninger for bestyrelsesmedlemmernes arbejde enkeltvis og samlet.
2.2.2 Fonden følger: Hvis bestyrelsen – ud over formandshvervet – undtagelsesvis anmoder bestyrelsesformanden om at udføre særlige driftsopgaver for den erhvervsdrivende fond, skal der foreligge en bestyrelsesbeslutning, der sikrer, at bestyrelsen bevarer den uafhængige overordnede ledelse og kontrolfunktion.
2.2.3 Fonden følger: Eventuelle transaktioner, som fonden har indgået med interesseforbudne virksomheder oplyses i fondens årsregnskab. Bestyrelsen har valgt også at oplyse selv om, der ikke måtte være nogen transaktioner. (NYT PUNKT)
2.3 Bestyrelsens sammensætning og organisering
2.3.1 Fonden følger: Bestyrelsen vurderer og fastlægger løbende, hvilke kompetencer bestyrelsen skal råde over for bedst muligt at kunne udføre de opgaver, der påhviler bestyrelsen.
2.3.2 Fonden følger: Bestyrelsen har, med respekt af en eventuel udpegningsret i vedtægten, sikret en struktureret, grundig og gennemskuelig proces for udvælgelse og indstilling af kandidater til bestyrelsen.
2.3.3 Fonden følger: Bestyrelsesmedlemmer udpeges på baggrund af deres personlige egenskaber og kompetencer under hensyn til bestyrelsens samlede kompetencer, og ved sammensætning og indstilling af nye bestyrelsesmedlemmer tages hensyn til behovet for fornyelse – sammenholdt med behovet for kontinuitet – og til behovet for mangfoldighed i relation til bl.a. erhvervs- og uddelingserfaring, alder og køn.
2.3.4 Fonden følger: Bestyrelsen udgøres af følgende personer: (se nærmere beskrivelse under bestyrelse)
Anbefalingen omfatter ligeledes krav om oplysning af ledelseshverv, herunder poster i direktioner og bestyrelser og tilsynsråd, inklusive ledelsesudvalg, i danske og udenlandske fonde, virksomheder, institutioner samt krævende organisationsopgaver.
2.3.5 Fonden har ingen dattervirksomheder, hvorfor punktet ikke anses relevant.
2.3.6 Fonden følger ikke: Bestyrelsen tager hvert år aktivt stilling til og vælger hvert fjerde år hvervet som formand og næstformand. Som det er fremgår af Fondens fundats vælges formand og næstformand hvert fjerde år.
2.4 Uafhængighed
2.4.1 Fonden følger: En passende del af bestyrelsens medlemmer er uafhængige af fonden.
2.5 Udpegningsperiode
2.5.1 Fonden følger: Bestyrelsens medlemmer udpeges for en periode på fire år, med mulighed for genvalg én gang.
2.5.2 Fonden følger: Der er for medlemmerne af bestyrelsen fastsat en aldersgrænse på 70 år.
2.6 Evaluering
2.6.1 Fonden følger: Bestyrelsen fastlægger en evalueringsprocedure, hvor bestyrelsen, formanden og de individuelle medlemmers bidrag og resultater årligt evalueres, og at resultatet drøftes i bestyrelsen.
2.6.2 Fonden følger: Bestyrelsen evaluerer én gang årligt direktionens arbejde og resultater efter forud fastsatte klare kriterier.
3.1.1 Fonden følger: Medlemmer af bestyrelsen og direktionen aflønnes med et fast vederlag. Vederlaget søges at afspejle det arbejde og ansvar, der følger af hvervet.
3.1.2 Fonden følger ikke: På grund af sammensætningen af bestyrelsen jf. fundatsen oplyses de enkelte bestyrelsesmedlemmers honorar ikke. Der gives dog i årsregnskabet oplysning om det samlede vederlag, som bestyrelsen og direktionen modtager fra fonden. Desuden oplyses i årsregnskabet om eventuelle andre vederlag som bestyrelsesmedlemmer modtager for varetagelse af opgaver for fonden.